04.03.2010

Ny type HR-kursus skaber ny form for netværk

Ny type HR-kursus skaber ny form for netværk

Af hensyn til fotografen indvilgede Annie Sørensen i at afsløre en ”forretningshemmelighed” fra rengøringsbranchen – mod at de højtideligt lovede kun at anvende den til privat brug. Så nu ved Michael Nielsen (tv) og Lars Rahbek hvordan man skal tørre efter med vaskekluden i en brusekabine uden at der afsættes striber.
Foto: kompetencegruppen.dk

Entreprenøren fra Hee hænger ikke mere oppe under loftet - og personalejuristen fra Statsforvaltningen Midtjylland vil ringe til rengøringsdirektøren i Skjern for at blive bedre til at klare vanskelige samtaler

 - Jeg har lært at snakke helt anderledes til mine folk, og det har givet en meget bedre stemning. Jeg kan illustrere det med, da jeg forleden kom ud på en byggeplads til noget, som jeg ikke syntes, de havde lavet ok. For nogle måneder siden ville jeg være faret helt op i en spids. Men nu konstaterede jeg til min egen overraskelse, at jeg slet ikke hidsede mig op, men stille og roligt begrundede overfor dem, hvorfor det var en ommer, det her.

Entreprenør Michael Nielsen er medejer af allround byggevirksomheden Hee Entreprise A/S med 35 ansatte. Og med ovenstående citat sætter han meget konkret ord på, hvordan kursusforløbet ”HR – udvikling af de menneskelige ressourcer i virksomheden” totalt har forvandlet hans adfærd overfor medarbejderne, når noget kører skævt. Han er tydeligt glad for og oprigtigt forbavset over forvandlingen.

Får flyttet holdninger
- Faktisk er jeg lidt stolt over, at jeg åbenbart har hørt godt efter i timerne på kursusforløbet. Nu stiller jeg spørgsmål til mine folk og får flyttet holdninger, i stedet for at flyve helt op under loftet og fyre en masse ukonstruktiv kritik af. Men det allerfedeste er næsten, at forvandlingen er sket automatisk, uden at jeg egentlig har lagt mærke til det. Jeg tror, at det har at gøre med alle de cases, vi har været igennem, siger Michael Nielsen.

Han har sammen med 12 andre deltaget i et nyudviklet kursusforløb for personer ansvar for HR-funktioner i private og offentlige virksomheder. Det er udviklet i fællesskab af KompetenceGruppen i Skjern og Erhvervscenteret i Lem. Målgruppen for kursusforløbet er mindre virksomheder, der ikke har en egentlig HR-afdeling, og hvor human ressource-opgaverne varetages af nøglepersoner, som derfor også har andre opgaver.

Vi har trukket Michael Nielsen og to andre af kursusdeltagerne til side i en pause for at høre deres mening om kursusforløbet, nemlig direktør Annie Sørensen, der ejer Annies & Jensens Rengøring ApS i Skjern med 36 ansatte, og personalejurist Lars Rahbek fra HR-afdelingen hos Statsforvaltningen Midtjylland (de tidligere statsamter) med 175 medarbejdere fordelt mellem hovedsædet i Ringkøbing og afdelingen i Århus.

Sammenfatter alle de vigtige temaer
- Statsforvaltningen Midtjylland ligger nok størrelsesmæssigt lidt udenfor målgruppen. Men min begrundelse for at deltage var, at det er første gang nogensinde, at jeg er stødt på et kursusforløb, som sammenfatter alle de vigtige temaer som personalesamtaler, kompetenceudvikling og uddannelsesplanlægning, rekruttering af personale og personalejura og personaleadministration.

Samtidig ville jeg som personalesagsbehandler gerne ud og søge inspiration, og her var det interessant, at et vigtigt mål med kursusforløbet er, at kursusdeltagerne efterfølgende etablerer et netværk på HR-området. Med hensyn til udbyttet af selve kursusforløbet, så har jeg fået bekræftet, at vi i Statsforvaltningen Midtjylland har godt styr på human ressource-opgaven. Og det er faktisk en god ting at vide, siger Lars Rahbek.

- Man kunne vel godt sige, at så kan de andre kursusdeltagere hente værdifuld inspiration hos dig. Men kan du hente inspiration hos f.eks. Annie Sørensen og hendes private rengøringsfirma og bruge den i Statsforvaltningen Midtjylland?

- Ja, det kan jeg helt sikkert. Annie har en intensiv kommunikation gennem et meget tæt samarbejde med sine medarbejdere. Hun har udviklet nogle bløde kompetencer og fået en værdifuld erfaring i, hvordan man klarer en meget vanskelig samtale med en medarbejder. Annie kan kort sagt inspirere mig, så jeg som personalesagsbehandler bliver bedre til at håndtere også de bløde menneskelige sider - som jo ofte er dem, der gang på gang spænder ben for det, man i virkeligheden gerne ville opnå, siger Lars Rahbek.

Har fået nogle nye redskaber
Det var bl.a. finanskrisen og risikoen for, at Annies & Jensens Rengøring skulle ud i nedskæringer, som fik Annie Sørensen til at melde sig til kursusforløbet.

- Jeg følte behov for at vide mere om HR-området. Bl.a. ville jeg gerne stå bedre rustet, hvis jeg skulle komme i den situation, at jeg var nødt til at fyre nogle af mine medarbejdere, siger Annie Sørensen.

Finanskrisen har faktisk medført, at fire medarbejdere har forladt hendes firma. Men de har alle selv fundet andet arbejde, og hun er glad for at have undgået at skulle fyre medarbejdere.

- Men jeg har ikke fortrudt, at jeg har været med på kursusforløbet. Jeg har fået nogle nye redskaber, jeg kan bruge på HR-området og føler mig meget bedre rustet. Tidligere ringede jeg til min arbejdsgiverforening, hvis der opstod et problem. Nu kan jeg slå op i mappen med de ting, vi har været igennem, og afklare det meste selv – og ellers vil jeg nok ringe og vende det med én af de andre kursusdeltagere i netværket, siger Annie Sørensen.

- Ja - eller hvorfor ikke sende en mail og præsentere problemet for alle de andre i netværket og så se, hvilke løsningsforslag, der popper op, som man bruge. Det synes jeg er genialt ved netværket. Så det vil nok blive min måde at gøre det på, siger Michael Nielsen fra Hee Entreprise.

Næste fase er pilotprojekter
I næste fase af projektet spiller Erhvervscentret i Lem hovedrollen. Her er opgaven at hjælpe de 13 virksomheder, som har haft deltagere med på kursusforløbet, med at etablere et pilotprojekt. Formålet med pilotprojektet er at sætte fokus på et specielt område indenfor human ressourse-opgaverne og udvikle en god praksis på området.

- Hos os kunne det meget vel blive indførelse af medarbejderudviklingssamtaler (MUS). Det havde jeg ellers ikke drømt om, at vi overhovedet skulle have behov for i en byggevirksomhed. Men jeg er blevet meget opmærksom på, at vi ved at indføre MUS også kan opnå en stor afsmittende effekt på, hvordan vi snakker med kunderne. HR-redskaberne kan faktisk også få indflydelse på vort firmas generelle omdømme, siger Michael Nielsen.

Successen med den nye type kursusforløb på HR-området er ikke gået upåagtet hen. Allerede før det første hold har gennemført forløbet, er det næste hold i gang. Det startede i januar.

Læs tidligere omtale:
Vestjyske firmaer vil lære at rekruttere og fastholde
 

Kontakt:
Entreprenør Michael Nielsen, 3016 3010
Direktør Annie Sørensen, 2022 0375
Personalejurist Lars Rahbek, 7256 8553
Underviser og virksomhedskonsulent Bjarne Wølch Rasmussen 6161 6643
Projektkonsulent Søren Holm 2136 2317
Informationsmedarbejder Vagn Bro 6122 7431 & 9736 9243
e-mail: vagn.bro@uc-rksk.dk 
 
Copyright:
Tekst og fotos må frit anvendes
(Klik på fotos for høj opløsning)
 

 
 Det nye HR-netværk består primært af deltagere fra lokale virksomheder, men konceptet for kursusforløbet har også lokket folk til fra andre dele af landet. Stående fra venstre er det Camilla Storgaard Jensen, Bogense Plast A/S, Lars Møller Andersen, Aalborg, Michael Nielsen, Hee Entreprise A/S, Annette Balzer, Højmark Automatic A/S, Inge Toft, Interacoustics A/S, Assens, Karin Runge Freund, Strandbygaard Grafisk A/S, Annie Sørensen, Annie og Jensens Rengøring ApS og underviser Claus Nielsen, KompetenceGruppen. Siddende fra venstre er det Tina Birkeholm, Jobcentret Esbjerg, Birgitte Jepsen, VM Tarm, Anette Conradsen, Brocon El-teknik A/S, Susanne Connie Pedersen, Herningsholm Erhvervsskole, Lars Rahbek, Statsforvaltningen Midtjylland og Helle Kaspersen, Ringkøbing Fjord Handels- og Turistråd.
Foto: kompetencegruppen.dk
 

 

Kommentarer

Der er ikke tilføjet nogen kommentarer...
Skriv en kommentar
Navn:
Email:
Kommentar:
 
Indtast ordet på billedet:
 

Tilbage til oversigten